Unge Jacob (Jac) Nellemann var arveligt belastet med en aktiv far og en ditto onkel foruden en farfar på racerbanerne fra tidernes morgen. Jac dyrkede gokart inden sit fyldte 18. år og var gennem flere år iværksætter til forskellige arrangementer som det første indendørs stævne i Forum i 1964, hvor han dog ikke selv kørte men arbejdede ihærdigt bag kulisserne. Han var aktiv gokartkører gennem i alt 6 sæsoner med danske mesterskaber og mange besøg i udlandet under bæltet.

Hans første kørsel på Ringen i rigtig racerbil blev i 1965 hvor en arv fra bedstemoren blev omsat til en Lotus 7, som dog ikke indbragte større succes og derefter hurtigt forladt. Først i Ringens sidste leveår fik Jac sat sit forsvarlige aftryk på banesporten, da han introducerede den nye formelklasse Formel Ford. Ene mand sad han på startstregen i en Lotus 51 til at forsvare de danske farver mod et kobbel erfarne englændere. Det blev en vellykket premiere, som Jac fulgte op på gennem yderligere fem år i klassen, da den slog rødder i Danmark i begyndelsen af 1970’erne.

Siden fulgte et lille årti i forskellige klasser som store standardbiler (Camaro), mellemstore (Triumph Dolomite) og F3 (Palliser, GRD, Modus & Chevron) foruden et lille hurtigt eventyr i FSVee klassen (Veemax) for at slutte med et nordisk mesterskab til samlingen af DM’er. Ind imellem fornyede Jac igen sporten ved egenhændigt at introducere den nye racersport Sports 2000 med Lola og Tiga. Han hentede 4-5 biler hjem som han enten lejede ud eller solgte til unge (og gamle) håbefulde navne.

Også de store brølende formelbiler som F5000 (McLaren) og F1 (Brabham) fik Jac snuset til i midten af 1970’erne på hhv. Jyllandsringen og Anderstorp. Desuden startede han Landsholdet for unge talenter som f.eks. Kurt Thiim i FSV og F3. Jac var en hurtig og gennemsympatisk kører, der årtier senere fik dyrket lidt historisk motorsport og i øvrigt er en meget succesrig om end utraditionel forretningsmand, der stadig støtter dansk motorsport på flere fronter. (Uddrag fra bogen: “Danske F1 Drømme”)

about Jac Nellemann

error: Content is protected !!

This website uses cookies to give you the best experience. Agree by clicking the 'Accept' button.